Guides

Guide: Sådan vælger du farver til din hjemmeside

Din hjemmesides visuelle layout består i meget høj grad af dit farvevalg. Derfor er det vigtigt, når man arbejder med webdesign, at der bliver taget en beslutning om, hvilke farver, der skal anvendes på hjemmesiden. Det er ikke nok at vælge farver ud fra ens egen mavefornemmelse. Der er mange faktorer, der spiller ind i farvevalget.

Farver er vigtige

Farverne på din hjemmeside er vigtige. De er med til at gøre brugeren interesseret i din hjemmeside – og opretholde brugerens interesse. Hvis brugeren bliver mødt af en hjemmeside, der kun indeholder sort tekst på en hvid baggrund, vil brugeren med stor sandsynlighed opfatte siden som kedelig og uinteressant og derfor forlade siden igen.

Farver kan bruges mange forskellige steder på siden. Det kan være, at der er en baggrundsfarve, at teksten har en bestemt farve, at overskrifterne har en anden farve, at logoet har en eller flere farver, at menuen har en farve, eller at billederne har en bestemt farvetone. Det er alt sammen med til at påvirke brugerens indtryk af din hjemmeside.

Vælg farverne med omhu

Når du skal vælge de farver, der skal bruges i dit webdesign, er der en række overvejelser, du skal gøre. Først og fremmest er det vigtigt, at farverne matcher virksomheden og det, den står for. Det kan være at virksomheden gerne vil udvise tillid, varme, energi, ro, stabilitet, renlighed eller noget helt andet. Dette kan farvevalget på hjemmesiden være med til at understøtte.

Farvevalget kan også tage sit afsæt i virksomhedens logo. Logoet er en stor del af virksomhedens visuelle identitet, og derfor kan farvevalget her bruges som de bærende farver i dit webdesign. Hvis det ikke er farverne fra logoet, der bruges i webdesignet, er det vigtigt, at farverne passer sammen. Der skal altså være en harmoni mellem de farver, der bruges i webdesignet.

Farverne skal også tiltale brugerne. Derfor kan det også være afgørende for farvevalget, hvem målgruppen er. Det kan være, at der er en stor adskillelse i målgruppen, men hvis målgruppen primært består af mænd, kan det være fordelagtigt at anvende blå nuancer. Omvendt hvis det primært er kvinder, der er i målgruppen, foretrækker de primært røde nuancer. Overvej dog hvorvidt disse farver passer sammen med logoet.

Farver velegnet til webdesign

Når man arbejder med web-venlige farver arbejder man med RGB-farver. RGB står for rød, grøn og blå (red, green, blue) og det er disse farver og blandinger af dem, der giver en bred farvepallette. RGB-farvekoderne omskrives ofte til hexadecimal-tal, hvor der er et ’#’ foran. Farvekoden for rød er eksempelvis #FF0000.  Skrevet som RGB-farve er koden (255, 0, 0).

Hexadecimal-tallet består af seks tegn – eller 3 byte. Det vil sige, at en byte består af to tegn. Hver byte angiver henholdsvis hvor meget rød, grøn og blå farve, der skal blandes – så man altså kan opnå forskellige farvenuancer.

Farvernes betydning

Alle farver har en betydning eller bliver associeret med noget. Associationerne er forskellige fra person til person, det afhænger bl.a. af personernes kulturelle baggrund. Farver kan også have flere forskellige betydninger – eksempelvis kan rød både udstråle varme og kærlighed, men omvendt kan det også være et faresignal.

Farven grøn kan associeres med natur og miljø. Det bliver også kaldt håbets farve, og bliver for mange også associeret med ungdom og livskraft. Grøn kan dog også associeres med jalousi, misundelse og penge.

Blå er en farve, der ofte bliver brugt af den finansielle sektor. Farven associeres med ro, tillid og professionalisme. Farven anses ofte som en konservativ farve. Blå kan også associeres med depression.

De tre bærende farver har altså hver især flere forskellige betydninger. Det samme gælder med blandinger af disse farver. Derfor er farvevalget også meget vigtigt for dit webdesign. Vælger du de forkerte farver, kan det være, at du giver brugeren det forkerte indtryk af din hjemmeside.

Valget af farver i dit webdesign

Det er vigtigt, at du ved, hvad det er du vil udstråle med farverne. Det er også vigtigt, at du ikke bruger for mange forskellige farver. Det kan være til irritation for brugeren – det kan endda være at brugeren ligefrem bliver forvirret, hvis du sender forskellige signaler gennem dit farvevalg.

Er du i tvivl om, hvilke farver, der fungerer bedst i dit webdesign, kan du altid tage udgangspunkt i dit logo. Dette vil skabe en ensartethed i dit webdesign, og så er du sikker på, at dit farvevalg passer sammen. Du skal med andre ord ikke overveje, hvilke farver, der passer godt sammen med logoets farver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *