Guides

Guide: Sådan tjener du penge via dit webdesign

Dit webdesign består af mange forskellige faktorer. En af de vigtigste faktorer er dine call-to-actions (CTA) – uden disse vil brugeren ikke gennemføre en konvertering, uanset hvad det er, du gerne vil have kunden til. Med korrekt brug af CTA kan du altså øge konverteringsraten, og det betyder, at du vil tjene flere penge.

Alle konverteringer kan opgøres til en værdi. Hvis der ikke er tale om et direkte salg, kan det dog være svært at fastsætte en pris – for hvilken værdi har det, at din bruger har tilmeldt sig dit nyhedsbrev?

Derfor er call-to-action altafgørende

Du har udviklet din hjemmeside, så den aftjener et bestemt formål. Der kan være flere forskellige motiver, men grundlæggende handler det om, at du vil have dine brugere til at udføre en handling. Din hjemmeside består også af en række tekster, som skal informere brugeren og gøre denne i stand til at udføre den ønskede handling.

Dine tekster kan eksempelvis være produkt- eller servicebeskrivelser. I dette tilfælde vil du gerne have brugeren til at købe eksempelvis et produkt. Uden en CTA – altså en køb-knap – kommer brugeren ikke videre.

Det kan også være at du gerne vil have brugeren til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Hvis der ikke er en ”Tilmeld”-knap (CTA), kan brugeren ikke tilmelde sig dit nyhedsbrev med det samme – og så glemmer brugeren, at han eller hun ellers havde til hensigt at gøre dette.

Der er mange forskellige typer af CTA – det er kun din fantasi, der sætter grænserne. Nogle af de hyppigst brugte er:

  • Køb
  • Tilmeld dig (nyhedsbrev, konkurrence m.m.)
  • Prøv (prøveversion af produkt)
  • Download (e-bog, program m.m.)
  • Læs mere
  • Bliv medlem
  • Log ind
  • Få et uforpligtende tilbud
  • Bliv kontaktet
  • Spar

CTA hjælper altså dine kunder med at navigere rundt på din hjemmeside – og endnu vigtigere: det åbner for konverteringer.

Placering

Placeringen af dine CTA kan være altafgørende for hvor godt de konverterer. Det skal være tydeligt for brugeren, hvor CTA’en er placeret – det skal med andre ord være let at finde. Din CTA kan altså komme efter teksten, den kan placeres undervejs i teksten, den kan placeres flere gange i løbet af teksten – der er mange muligheder.

Det er vigtigt, at din CTA er tydelig allerede først på din side. Kan brugeren se CTA med det samme, når han eller hun kommer ind på en ny side? Det kan være fordelagtigt at have en CTA above the fold – altså på det stykke som er synligt inden brugen scroller ned på siden.

Det er vigtigt, at du overvejer, hvor på siden, du placerer din CTA. Kan knappen stå for sig selv, inden yderligere information er givet? Det giver for eksempel ikke meget mening at have en ”Læs mere”-knap før teksten.

Overvej også hvordan din side bliver læst. Læseretningen går fra venstre mod højre, lige som vi læser fra toppen og nedad. Derfor vil det sjældent være fordelagtigt at have en CTA i sidebaren – med mindre der er tale om en kontaktformular, der er placeret i sidebaren.

Design

Ud over at din CTA skal placeres strategisk korrekt på din side, skal du også overveje designet af din CTA-knap. Hvor stor skal knappen være? Hvad farve skal den have? Hvad farve skal teksten være? Hvor meget tekst skal der stå?

Det er vigtigt, at du gør din knap tydelig. Sørg for at knappen skiller sig ud fra det øvrige indhold. Brug en kontrastfarve, hvis den er placeret på en farvet baggrund. Er knappen placeret på en hvid baggrund så sørg for, at der er luft omkring knappen. På den måde falder knappen ikke i ét med teksten, men det bliver derimod tydeligt, at knappen er der.

Teksten på dine CTA skal opfordre brugerne til at gøre en handling – for eksempel ”Køb nu”. Du kan også gøre knappen aktuel ved eksempelvis at skrive ”Lær mere i dag”. Sørg for, at der ikke står for meget tekst på knappen, da dette kan tage fokus fra det egentlige formål.

Splittest

Er du i tvivl om, hvilken placering eller hvilken farve, der konverterer bedst blandt din målgruppe? Så kan du lave en splittest. En splittest er også det, der kaldes en A/B test.

En splittest betyder, at halvdelen af dine brugere ser den ene mulighed, mens den anden halvdel ser den anden mulighed. På den måde kan du direkte sammenligne, hvilken af de to muligheder, der giver de bedste resultater. De to muligheder – eller versioner – kører parallelt med hinanden, hvilket gør den direkte sammenligning mulig.

Afhængigt af dit CMS-system er der forskellige måder at splitteste på. Eksempelvis kan du i WordPress og Joomla installere et plugin, som muliggør splittests, ligesom der i Prestashop findes tilsvarende moduler.

Link til den rigtige side

Når du indsætter CTA på din side er det meget vigtigt, at du sørger for, at der bliver linket til den rette side. Linker du til en forkert side, vil dette være til irritation for brugeren. Det er ikke sikkert at brugeren selv bruger tid til at finde frem til den rette side – hvilket i øvrigt er helt umuligt, hvis siden ikke fremgår af menu-strukturen.

Det betyder med andre ord, at hvis du ikke hjælper brugeren videre til den rette side, så er der en stor risiko for, at brugeren ikke kommer til at konvertere. Du risikerer endda, at brugeren forlader din side igen.

Hvis din CTA fortæller, at brugeren kan spare noget, er det desuden også vigtigt, at du holder dit løfte. Står der for eksempel ”Spar 50%”, så skal det fremgå tydeligt, når brugeren trykker på knappen, at han eller hun sparer 50% i forhold til normalpris.

Spam ikke siden med call-to-actions

CTA’s kan have en meget stærk effekt på konverteringsraten på din hjemmeside. Derfor er det også vigtigt, at dit webdesign har CTA – især på de bærende eller vigtigste sider. Det er dog vigtigt, at du ikke begynder at spamme dine sider med CTA’s. Gør du dette mister brugeren overblikket over, hvad formålet ved siden er.

Det er vigtigt, at du overvejer, hvad målet for hver enkelt side er. Når du ved dette kan du langt bedre vurdere, hvilken type CTA, der skal være på siden. Det betyder ikke, at du ikke kan linke til andre sider, det skal bare ikke have samme fokus som din CTA. Et eksempel på dette kunne være en produktside. Her bør ”Køb” være din CTA. Skulle det ske, at kunden har spørgsmål kan du lave et almindeligt tekst-link, hvor du eventuelt skriver: ”Spørgsmål? Klik her” eller lignende.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *