Artikler

Gør din hjemmeside sikker med et SSL certifikat

Sikker hjemmeside med SSL

Dette er måske det emne, der bliver omtalt mest for tiden, når man taler søgemaskineoptimering og webdesign – og med god grund. Fra næste måned – oktober 2017 – vil Google advare brugerne mod hjemmesider, der ikke er sikre.

En sikker hjemmeside, er en hjemmeside, der er beskyttet af et SSL certifikat, eller er beskyttet med https. SSL certifikat og https er egentlig to sider af samme sag: Det er SSL certifikatet, der gør, at der skal stå https foran din webadresse.

Hvad gør et SSL certifikat?

Der er nogle forskellige fordele ved at implementere et SSL certifikat på din hjemmeside. Rent visuelt giver du dine besøgende et bedre udtryk, da de vil kunne se en grøn hængelås foran webadressen. I Chrome vil der desuden stå ”Sikker”.

Hængelåsen er blot det visuelle udtryk – og det er dét, som brugerne kan se. Rent teknisk bliver al data, der sendes mellem brugeren og hjemmesiden krypteret, så denne data ikke kan opsnappes af tredjepart.

Med et SSL certifikat, kan du altså beskytte dine besøgendes følsomme data. Tænker du nu, at du ikke indsamler følsom data?

Webshops, hvor brugeren skal indtaste både navn, adresse, mailadresse og evt. telefonnummer, er ét eksempel på, hvornår en hjemmeside indsamler følsom data. Men har du en kontaktformular på din hjemmeside, vil du også indsamle følsom data. Bare dét, at du beder om en mailadresse, betegnes som følsom data.

Mener du stadig ikke, at du skal have implementeret et SSL certifikat? Så læs videre.

SSL er en ranking faktor

SSL er en ranking faktor

Når du arbejder med webdesign, indtænker du også forskellige forhold inden for søgemaskineoptimering (SEO). Dette gør du jo netop fordi, du gerne vil findes, når brugerne søger efter produkter eller ydelser, som du også sælger.

Det handler jo også om din synlighed, når du arbejder på et responsivt webdesign – med Google Mobile Index er det en ranking faktor, at din hjemmeside tilpasser sig skærmens størrelse. At Google har udviklet sit Mobile Index handler om, at Google arbejder på at forbedre hele brugeroplevelsen på nettet.

Netop brugeroplevelsen er også et af nøgleordene, når vi taler om SSL certifikater. Når du som hjemmesideejer beskytter den data, som din bruger sender til dig, er der tale om en god brugeroplevelse. Brugeren kan føle sig sikker, og skal ikke være bange for at andre opsnapper og misbruger deres information.

Derfor vil hjemmesider, der er beskyttet af et SSL certifikat også bliver prioriteret over hjemmesider, der ikke er beskyttet.

Sådan får du et SSL certifikat

Mange webhoteller tilbyder i dag, at du kan købe et SSL certifikat gennem dem. For nogle webhoteller er det sågar inkluderet i prisen – og så er det da endnu lettere at komme i gang!

Hvis du skal købe et SSL certifikat gennem tredjepart (fx BilligSSL.dk), skal du have implementeret den tekstfil, som SSL certifikatet består af, på din server.

Herefter skal du redirecte al din trafik fra http til https. Det redirect skal være et permanent redirect (301). Du kan redirecte ved at indsætte følgende i din .htaccess:

RewriteEngine On
RewriteCond %{HTTPS} off
RewriteRule (.*) https://%{HTTP_HOST}%{REQUEST_URI} [R,L]

Har du et CMS som eksempelvis WordPress, findes der en række plugins, der også kan lave dette redirect, hvis du ikke selv er tryg ved at rode ved CMS’ kodefiler.

Når du har gennemført ovenstående, skal du sikre dig, at alle interne links på siden er lavet om til https, før den grønne hængelås vises. Interne links, der starter med http, kan være årsagen til, at du ikke ser den grønne hængelås med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *